Gunnar Svensson ved Frederik IX. klokkespil i Løgumkloster (1985)

Gunnar Svensson - Biografi

Mange mennesker begynder, når de når “Støvets år” (70)at skrive deres erindringer. Dette er et tiltag, der kompenserer for denne trang til at fortælle på kryds og tværs - stort og småt - oplevelser fra mit lange og til i dag spændende liv.

Den 5. december 1935 kom jeg til verden. Jeg begyndte min skolegang på Ålholm Skole i Valby. Jeg husker fra den første skoledag, hvordan skoleinspektør Hans Kyrre i sin velkomsttale til børnene sagde: “Her på skolen vil vi kun have elever, der er glæder til at komme i skole!” (Det troede han åbenbart, alle gjorde.)Her trak jeg min mor i frakkeærmet og sagde: Kom, vi går!” Det gjorde vi imidlertid ikke, desværre! Fra 3. klasse kom jeg på sangskolen, som dengang hed “De forenede Kirkeskoler”. Jeg var umådelig glad for sang- og musikundervisningen - vi havde Agnete Zacharias i sang og Peter Fyhn i hørelære. Sidstnævnte var der pludselig ikke længere - vi fik Søren Sørensen i hans sted og ingen forklaring på, hvorfor Peter Fyhn havde svigtet os. Jeg fik forklaringen af min søster: Peter Fyhn var kæreste med en pige, der gik i klasse med min søster, der er 10 år ældre end jeg. Peter var aktiv modstandsmand i modstanden mod den tyske besættelse af Danmark. Tyskerne havde taget ham - han blev henrettet af tyske soldater kort tid inden den tyske kapitulation i 1945. Sørgeligt, vi kunne rigtig godt lide ham. Senere kom vi til at synge under ledelse af dels Niels Møller (et billede af ham hænger til højre for indgangen til koncertsalen i det “slot” på Sjælør Boulevard, som nu er domicil for Sangskolen - i gamle dage lå sangskolen Hindegade nær Marmorkirken). Niels Møller var alle drengenes ven - vel havde vi respekt for ham, men på en god måde, og samtidig holdt vi meget af ham. En gang fortalte han os, at det betød så meget for sangen, at sangerne var glade og befandt sig godt - det var med til at give sangen en “friere og mere begejstret klang”. Under hans direktion sang vi af hjertens lyst. Vi havde kirketjeneste i Christiansborg Slotskirke, her var det for det meste, han var vores dirigent. Og dels under ledelse af selveste Mogens Wöldike. Han stod for os som en autoritet, vi havde en knusende respekt for ham - grundlæggeren af Københavns Drengekor - jeg kan ikke sige, vi havde det dårligt med ham, men der manglede begejstring over vores sang, når han stod på podiet. Efter 5. klasse kom jeg af forskellige grunde til at skifte skole. Rent ud sagt: der var på skolen en kadaverdisciplin - eftersidning, slag over fingrene med linealer, lussinger og spanskrør hørte til dagenes program. Efter befrielsen fra den tyske besættelse i 1945 var det svært at kapere. Mine forældre ville ikke finde sig i, at jeg blev udsat for at blive behandlet på den måde - det var der fem andre elever i min klasse, hvis forældre heller ikke ville og vi forlod “anstalten”. Jeg kom til at gå på Vestre Borgerdyd; dér var tonen anderledes - men der var ikke så meget musik! Rektor Søren Sikjær glædede sig over - og fortalte vidt og bredt om det - at én af censorerne i forbindelse med studentereksamen havde udtalt: “Jeg ser, at eleverne her færdes i huset - ikke som alumner på en anstalt - men som Sønner af Huset!” Vi fik en sang- og musiklærer, Carl Schousboe; han arrangerede (idet han tillige var organist ved Mariakirken, som ligger i Istedgade nær Borgerdydskolen i Helgolandsgade) at elever fra skolen nogle gange kom til at synge til gudstjeneste i hans kirke - for det meste var det juleaften. Hvert år inviterede Carl Schousboe 3.g’erne hjem én gang om måneden, hvor han på sit musikanlæg spillede store værker for os og beværtede os med te og hjemmebag, som hans søde kone havde “begået”. Jeg havde indtil da ikke vænnet mig til at høre større musikalske værker, men det lærte jeg i hans hjem. Der var altid 100% tilslutning til de aftener. Siden jeg var 5 år gammel, var jeg umådelig betaget af “orglet” som instrument. Jeg kom sammen med min familie i Timotheuskirken til højtiderne - senere fandt jeg på at gå i kirke alene eller sammen med min far; det var så betagende for mig at lytte til orglet. Kirkens organist var en fremragende gudstjenestemusiker, han hed Hans Edvard Johansen. Han forstod med sine improvisationer at skabe en helhed over gudstjenesten, en stemning, der faldt naturligt ind i dén søndags gudstjeneste med tekster og salmevalg. Præsten, Immanuel Christensen (som konfirmerede mig og som jeg søndag efter søndag lyttede til med stor interesse) sagde ved hans begravelse: “Hvis man skulle være i tvivl om, hvilken søndag, man var kommet i kirke, så fornemmede man det tydeligt fra den første tone i hans præludium.” Jeg havde selv et stort ønske om at komme til at spille orgel og blive organist. Desværre forstod min far mig ikke; engang, hvor jeg igen var kommet til at udtale dette mit ønske, sagde han rent ud: “Det er da ikke noget at sætte en rask mand til.” NÅ! Jeg besluttede mig så for en læreruddannelse; dengang var der mulighed for at spille orgel i forbindelse med, at man blev optaget på et lærer-seminarium - den mulighed benyttede jeg mig af. Min orgellærer blev Erik Eriksen, som var en rigtig inspirerende lærer og en person, jeg udviklede et nært venskab med; han kom til at betyde meget for mig.

Fortællingen fortsættes så snart, jeg får tid dertil. -